Uummannaq, Grønland ved læge Hedvig Pelle

Torsdag eftermiddag ventede portøren, Eli, på mig i heliporten og kørte mig forbi sygehuset til min bolig. Der havde været lidt småforsinkelser undervejs, så klokken var blevet 17. På vej til huset fik jeg et stop ved butikken, så jeg kunne fouragere lidt og overleve til næste dag. Vel ankommet gik jeg på opdagelse i min nye base.

Distriktslægehuset har et spisekøkken, en pæn spisestue med udtræksbord, så jeg let kan dække op til 12 (det er der også service til), og en dagligstue med 2 sofaer og TV, plus internetadgang (herligt), og en trappe op til 1.sal med et dejligt stort soveværelse, et kammer og et badeværelse, brusebad og en WC-spand. Eli havde for længst forladt mig, da jeg opdagede, at det var en spand, der udgjorde toilettet på 1. sal. Jeg havde oplevet noget lignende i Sydprøven sidste år, men der var spanden beklædt med en plastiksæk, som kunne lukkes og sættes uden for døren, når der var indsamling.

Jeg kiggede mig yderligere rundt i huset og fandt endnu et værelse i stueetagen, en stor bagindgang med vaskemaskine og fyr, et specielt rum bagved til varmtvandsbeholderen, og det alleryderste, hvor der knapt var frostfrit, men alligevel stod en stor kummefryser, så der ud over en moskusokse også kan være plads til 5 sæler og 10 store hellefisk. Nu var den bare et stort gabende koldt rum. Der var ingen lokumssække nogen steder, så jeg ringede ned til sygehuset. Her blev jeg så informeret om, at jeg bare skulle bruge spanden uden sæk, så endelig kunne jeg komme på spanden – uden at være på spanden længere.

Så er der nye oplevelser: Jeg har prøvet at køre med hundeslæde!

Det er søndag og jeg har vagt, men heldigvis var der ikke meget at lave på hospitalet i dag, så jeg skyndte mig at blive færdig for at komme ud at gå, mens det var lidt lyst. Hele ugen er gået med arbejde fra 8 til 16-17 om eftermiddagen, så det har været mørkt, når jeg er gået på arbejde, og mørkt, når jeg er gået hjem. Men i dag blev jeg færdig kl. 13, så med mobilen i lommen gik jeg ud på isen.

Isen er nu så tyk, at ingen har kunnet sejle siden sidste søndag, så i stedet er slæderne kommet igang. Mange her har hunde til at spænde foran slæderne. Nogle gange er der kun fem foran, men dem jeg kørte med havde ni – rigtig flot. Slæden var en rigtig stor, flot slæde med rensdyrskind at sidde på, så det gik rigtig flot ud over isen. Der er også nogle, som er blevet motoriseret: En snescooter foran slæden.

Jeg har gjort det igen – kørt med slæde. Denne gang blev farten bare sagtnet og jeg hoppede på.

Ja, det var i søndags, da jeg igen, på trods af at jeg havde vagt, gik en tur ud over isen mod Storøen, et par kilometer for at se til tre fangere. I første omgang så jeg ingen, eller rettere kun et enkelt lille hundespand på fem hunde med slæde køre udad. Jeg fulgte efter den. Da jeg var nået et godt stykke ud, kunne jeg se tre brikker i det fjerne, så dem stilede jeg imod, og heldigt, for her var masser af hellefisk, som blev halet op med langlinerne gennem de små huller, på 40 gange 40 cm hul i isen. Ved det ene hul var der en rødfisk – større end den jeg fik sidste søndag. Da jeg spurgte fangeren, om han ville af med den, sagde han, at den måtte jeg gerne få, så det er blevet til to dejlige middage og en tredje, som venter om lidt. På vej tilbage kom der et fint hundespand, som kørte forbi mig. Men fem minutter efter blev jeg indhentet af fangeren fra Børnehjemmet. Han sagtnede farten og slog på slæden til tegn, om jeg ville med, så jeg fik benene på nakken og hoppede ned og blev siddende. Et kvarter efter var jeg tilbage ved kysten med min rødfisk i rygsækken. Ja, livet kan være enkelt og nemt nogle gange. Igen en pragtfuld fornemmelse.

Tiden løber så hurtigt. Jeg har igen i denne uge været afsted fra onsdag til fredag på bygdetur. Denne gang til Ikerasat, den største bygd i kommunen med 270 indbyggere. Da jeg kom hjem fredag eftermiddag, spurgte forstanderinden, Kaalat, om jeg var interesseret i at forlænge et par uger. Det var jeg, for pludselig syntes jeg, at det var alt for hurtigt at drage afsted igen på torsdag, så jeg bliver til den 21. februar. Det gav mig lidt ro og tid til at nyde dette smukke sted lidt mere. Solen har vi endnu ikke set, men alle forventer, at den kommer frem over fjeldene i begyndelsen af den kommende uge. Dagene er dog blevet meget lysere. Når jeg bliver et par uger til, vil jeg sikkert også opleve, at de lyse timer bliver mange. Dagene forlænges hurtigt.

Jeg har haft fri i dag – første gang i 21 dage, så det trængte jeg til. Jeg vågnede først kl. 9, og da var det næsten helt lyst udenfor. Herligt. Himlen var helt klar og alle fjeldene heromkring stod meget smukke. Jeg benyttede mig af friheden midt på dagen og kravlede op på nogle af højdepunkterne bag ved byen. Pragtfuld udsigt til isen omkring øen. Mange hundespand var ude på isen, men de hunde, der ikke var gjort klar til at trække slæder, lå omkring husene. Langt de fleste huse har hunde tøjret omkring sig i en forholdsvis kort kæde, så de ikke kan nå hinanden og eventuelt komme op at slås. Når hundehvalpene er 6 måneder, skal de tøjres. Det er forbudt at lade voksne hunde gå løs. De opholder sig altid udenfor, selv i minus 25 grader, så ligger de rullet sammen med snuden ind under bagbenet. I dag var det dog kun minus 10.

Livet her afhænger meget af vejret. Fra tirsdag til torsdag var jeg på bygdetur til Qaarsut, bygden der ligger på Nusuarq halvøen, ca. 4 km fra lufthavnen. Det var rigtig kedeligt overskyet siden weekenden og temperaturen var steget til bare fem minusgrader, da vi tog derover tirsdag morgen. Jeg så patienter hele dagen til kl. 18, med en enkelt pause, så jeg kunne komme i butikken og købe lidt mad. Jeg besøgte dog også lige systuen og fik bestilt et par hjemmesko, som de ville have færdige dagen efter. Hele aftenen brugte jeg til at rydde op i medicinen på klinikken, da meget var udløbet og alt sammen stod i et syndigt rod. Hele onsdagen gik igen med patienter, men pludselig midt på dagen blev alle urolige. Isen var brudt op. Omkring 10 fangere befandt sig udenfor den revne, der var opstået, og som bare blev bredere og bredere. En gummiredningsflåde blev sat i åbningen og alle kom vel i land. Det var pludselig slået om i tø, plus 1 grad, og vinden og strømmen havde åbnet isen.

I al min entusiasme om at beskrive, hvad jeg ser og oplever, har jeg helt glemt at fortælle om hospitalet. Det er et meget smukt gult hus, som ligger med udsigt til havnen. Den gamle bygning fra 40’erne er renoveret og udvidet nogle gange, men den smukke facade er heldigvis bevaret. Jeg tror, vi har godt 20 senge, men jeg har max oplevet 12 indlagte. Vi har en del gennemgående patienter, der kommer fra bygderne og skal til behandling i Nuuk eller Danmark. Så kommer de her for at overnatte, indtil de kan komme videre med flyveren. De skal dog først med helikopteren i 10 minutter for at komme over til flyvepladsen. Nogle gange har vi helikopter flere gange dagligt til og fra flyvepladsen.

Hver dag har vi patienter, som i enhver anden lægepraksis, omkring 20 og så de akutte oveni. Politiet ser vi ikke meget til her som i Sydgrønland. Jeg har lavet en politiattest på en ung fyr, som fik flænget læben. Og så forleden morgen kom de angående et ligsyn i en bygd, da der var en dame på 65, som var fundet død i sin seng om morgenen. Den tur tog Øystein, min kollega, da piloten ville have dagens ruteture afviklet først, inden de skulle derover på ekstraturen; så det var efter, at jeg var blevet sat af i Ikerasat.

Sygdomsmæssigt er der masser af gigt, forhøjet BT og sukkersyge. Masser af grønlændere har forhøjet kolesterol og er i behandling for dette. Der er også en masse gynækologisk, men mest smerter, ikke de store kirurgiske indgreb, kun en enkelt polyp fra livmoderhalsen har jeg taget biopsi af, og heldigvis kom der et svar tilbage fra patologerne, at det var godartet.

Jeg håber dette kan inspirere andre til at tage turen nordpå.

Hilsen Hedvig