Off Shore Survival Course, Aberdeen ved læge Poul Erik Heldgaard
Erik Heldgaard
Dag 1:
Det var med nogen spænding, jeg mødte op en mørk december morgen i Petrofac Training Centre for at gennemgå et basalt overlevelseskursus med henblik på at kunne arbejde off shore på en borerig. Vi var 15 på holdet. Halvdelen havde større eller mindre erfaring fra off shore arbejde. En enkelt havde arbejdet på borerig de sidste 30 år og var til sin regelmæssige genopfriskning. En anden havde overskrevet datoen for fornyelse af certifikat med bare én dag og måtte således gennem hele basistræningen igen.
Efterhånden som vi mødte op, blev vi parkeret i kantinen, hvor der var kaffe, te og chokolade i spandevis. Vi blev derefter mødt af vores instruktør, Pete, som skulle være tovholder for vores undervisning alle tre dage.
Han viste sig hurtigt at være en festlig fyr – og kompetent tillige. Han skabte på få minutter en behagelig afslappet stemning, som dog ikke mindskede fornemmelsen af alvoren bag kurset, nemlig den personlige overlevelse i tilfælde af uheld. Vi blev bekendt med, at træningen gjaldt BOSIET (Basal Offshore Survival Induction and Survival Training), HUET (Helicopter Underwater Escape Training) og at vi ville blive OPITO-certificeret (Off-shore Petroleum Industri Training Organization). Vi fik gennemgået basale forhold samt historiske og lovmæssige forhold omkring olieboring og sikkerhed. Efter de første tre seancer blev vi stillet over for en multiple choice opgave med 12 spørgsmål til det, der var gennemgået. Alle bestod. Ingen havde mindre end ni rigtige svar, jeg selv havde 11 rigtige.
Vi lærte forskellen på hazard og en risiko. Hazard er alle de “farlige” ting, vi omgiver os med. Risikoen er sandsynligheden for, at der sker noget ved den pågældende hazard.
Efter en udmærket frokost i kantinen – 3 retter og kaffe – på en halv time, gik turen til klasseværelset igen med instruktion i helikopterevakuering og alt det, der skal til for at overleve en nødlanding. Senere gik turen til omklædningsrummet, hvor vi blev iklædt overlevelsesdragter. Det var lidt af en prøvelse, for dragten skal helst ikke være for stor, men i hvert fald heller ikke for lille. Halsudskæringen i latex skal slutte tæt, men slutter den for tæt, bliver man langsomt kvalt! Så det var lidt besværligt at finde en passende dragt. Det lykkedes dog for alle. Vi skulle derefter evakueres fra en helikopterattrap på landjorden, have indøvet EBS (Emergency Breathing System), genåndingssystem, som skal sikre muligheden for at trække vejret under vand i op til 2 1/2 minut, hvis uheldet er ude. Vi fik også lært om og så småt trænet brugen af heli-raften, den gummibåd, der redder vores liv, hvis vi overlever at lande på vand. Vi var dygtige, så vi sluttede en halv time forud for timeplanen.
Dag 2:
Vi havde nu hørt så meget om helikopterevakuering (HUET), at vi var tændte på at prøve. Kun halvdelen havde prøvet det før, men en af de garvede gutter, Terry, havde taget den første del af kurset for 3 uger siden, og på trods af, at det var sjette gang, at han gennemgik det, gik han i panik, da helikopteren vendte bunden i vejret, så han måtte tage denne del af kurset om. Vi blev delt ind i hold og så gik det ellers slag i slag. I vandet til træning i EBS. Derefter skulle vi alle i helikopteren, der blev sænket langsomt eller hurtigt i vandet og til sidst drejet rundt. Vi kom alle ud uden problemer, selvom én af deltagerne ikke kunne svømme. Der var en instruktør inde i helikopteren og to dykkere uden for til at assistere, hvis noget skulle gå galt. Glade var vi, da alle var gennem denne øvelse, også en smule euforiske, især vi, der ikke havde prøvet det før. Jeg havde den oplevelse, at håndtaget på selen ikke ville udløse sig, men pga EBS udstyret var der ikke optræk til panik overhovedet. Jeg kunne i ro og mag gennemgå proceduren igen og kom ud i ro og orden.
Efter endnu en god frokost skulle vi lære om brandslukning og evakuering i røgfyldte omgivelser. Der blev gennemgået diverse brandtyper og de slukningsmidler, der var bedst egnet til den ekelte opgave. Efter en grundig gennemgang blev vi atter iklædt dragter – denne gang brandmandsdragter med røgdykkermaske.
Tidligere på dagen så vi en tankevækkende film om drukning og hypertermi med autentiske og konstruerede situationer. Noget uhyggeligt med tanke på, at man overlever 2-3 minutter i 5 grader varmt vand (Nordsøen i februar-marts) og højst 2-3 timer i 15 grader varmt vand (Nordsøen i juli-august ). Lidt længere, hvis man har overlevelsesdragt og redningsvest, så man ikke behøver at svømme.
DAG 3:
Så kom sandhedens time – ville vi bestå eller skulle enkelte af os gå om igen? Startede dagen med førstehjælp og senere briefing om SKY SCAPE, et system, som sikrer nedstigning fra stor højde i et beskyttet rør bestående af kevlar og rustfrit stål, meget lig de rør, som bygningsarbejdere smider affald i fra høje bygninger! Man kan evakuere 150 mand fra 50 meters højde på ti minutter i sikkerhed for ild og vind.
Efter frokost skulle vi atter i vand – klart lettere at komme i dragten denne gang, da vi nu havde fundet den rette størrelse hver især. Vi fik demonstreret den almindeligste type redningsbåd, beregnet for 18 personer, men som på en dårlig dag kan rumme 42. Så er der altså heller ikke meget plads og der bliver hurtigt varmt – men den er livreddende og kan modstå temperaturer på op til 850 grader, bliver overrislet af havvand og har diesel til 24 timers konstant sejlads med 6 knob. Den er desuden selvoprettende, så det er et rigtig godt sted at være, hvis uheldet er ude.
Vi skulle derefter entre en redningsflåde og det kræver kræfter. Det er, for at sige det rent ud, forbandet svært – gummi mod gummi er ikke glat! Der skal virkelig bruges kræfter, men det lykkedes for alle at komme i båden. Senere skulle vi formere cirkler af levende mennesker, hvilket gør det lettere at lokalisere os fra luften og sikre, at alle bliver reddet. Endelig blev vi hejst op i en redningsstrop – som det sker fra en helikopter. Dermed klar til at arbejde off-shore efter vel overstået og spændende kursus.
Poul Erik Heldgaard, Aberdeen den 4. December