St. Helena, Almen læge Jens Martin Kristensen

Efter fire år som økonomiske flygtninge i det regnvåde kystnorge var vi modne til et tropisk eventyr. Da St. Helena-mailen fra Vikarlæger tikkede ind, gik der blot få dage, før jeg var afsted til jobsamtale i London hos St. Helenas ambassadør. Jeg følte mig ikke specielt overbevist om min egen succes, da jeg forlod samtalen i mit nyindkøbte “business suit”, med knuder på tungen og hovedpine.

Dagen efter skrev Dr. Attila: “grattis”, jeg havde fået jobbet (6 måneders vikariat). Godt en uge senere, og efter meget god hjælp fra Marianne fra Vikarlæger, sad vi ombord på en gigantisk RAF “Air Tanker” på vej til mellemstationen Ascension Island med en latterlig lang række kufferter. Ni timer senere var vi fremme.

Umiddelbart var Ascension en barsk og varm vulkanø, men efter et par ture havde vi set både frodig bambusskov, eksotiske fisk og havskildpadder på stranden. Et par dage senere ankom RMS (Royal Mail Ship) St. Helena, som skulle sejle os (og mange andre) til St. Helena. Det blev en tre dages færgetur af den eksotiske slags, dog med madgongongen som dagens højdepunkt.

Så tonede St. Helena endelig frem i horisonten som en gold kæmpesten midt ude i havet, hvor man ikke umiddelbart skulle tro, nogen kunne bo. Vi blev mødt af cheflægen Attila og hans familie – de fik samtidig familiebesøg fra Sverige.

Jamestown, øens eneste by, lignede ikke noget, jeg havde set før – en blanding af en westernby og noget cubansk. Vores lejlighed mindede mest af alt om et dødsbo, lejebilen var en Ford Fiesta. Der stod vi så, svedige, trætte, 5 børn, 12 kufferter, Fiesta og dødsbo. For første gang tvivlede jeg på, om dette virkelig var besværet værd! Det skulle heldigvis vise sig at være begyndelsen til et ophold med en masse oplevelser og udfordringer.

Samme aften fik vi mirakuløst fat i en anden bolig med veranda og stor have med mangotræer. Et par dage efter var der opstart på skole og arbejde. Mine fire skolebørn blev fordelt på to skoler og begge steder blev vi modtaget af meget tillidsvækkende lærere, som nok skulle tage sig godt af børnene og hjælpe dem igang. Det er stort set gået godt. Børnene har udvist en utrolig tilpasningsevne og lært meget engelsk.

Arbejdet som almen læge er noget anderledes, primært fordi man følger med patienten under indlæggelse og selv står for det meste af udredning og behandling. Enkelte patienter må sendes til Cape Town til videre udredning og behandling. På vagt har man både sygehus og almen lægevagt. Vi er pt. 3 alment praktiserende, 1 anæstesilæge og kardiolog, 1 gynækolog og 1 kirurg. Yderligere er der ambulerende speciallæger.

På trods af kun godt 4000 mennesker er der nok at gøre, hvilket hænger sammen med, at befolkningen er aldrende og har høj forekomst af kroniske sygdomme. Lønnen er godt 80.000£ med et skattetræk på 25%. Huslejen og forbrug betales af arbejdsgiveren, som er St. Helena Government. På hjemmefronten er det en udfordring at skaffe varieret mad, specielt er det sparsomt med frugt og grønt. Vandet er drikkeligt, men de fleste foretrækker flaskevand eller kildevand, som man selv kan hente enkelte steder. Der er ikke mobiltelefoner endnu og internettet er dyrt og langsomt.

Øen og havet omkring er en fantastisk oplevelse. På øen er der kolde og varme zoner, frodige og golde områder, steder præget af landbrug og andre med vild natur. Historisk er der også en del at tage fat på med Napoleon, slaver, fangelejre, forter og meget mere. Havet er mellem 20-25 grader året rundt, varmest i marts. Der er hoppende delfiner og dovne hvalhajer samt mange forskellige store og små fisk. Tunfisk fanges hyppigt i sæsonen og der er også både barracuda og sværdfisk. Der er særdeles gode muligheder for snorkling, dykning og fiskeri i varmt, rent og klart vand.

Jeg synes alt i alt, at stemningen på øen er god, alle hilser på alle og personligt har jeg ikke oplevet racismen eller den relative fattigdom som noget større problem.

Hvis man har lyst til et eventyr og får muligheden, kan jeg varmt anbefale St. Helena som en eksotisk tidslomme langt langt væk.

Med venlig hilsen

Jens Martin Kristensen
Almen læge