Maersk Discoverer ved læge Flemming Ahlstrøm

Flemming Ahlstrøm, 1. rejsebrev

Kære alle

Så er der gået godt en uge og jeg er nu installeret på en kæmpe borerig, der ligger for anker ud for Singapore. Desværre har de herude ikke opfundet alle bogstaverne og det giver indimellem nogle lidt pudsige ord! Det er jo ikke lige meget, om man har problemer med at hore eller høre!!! – Ja ja, jeg er til søs!

Jeg startede sidste søndag mod Aberdeen og deltog der i et 3 dage langt off-shore survival kursus. Det var en noget ud af kroppen oplevelse. Vi var 17 på holdet; de fleste på ca. 30 år og så mig! Der var brandøvelser med slukning af forskellige brændende materialer, undslippe fra røgfyldte huse og så en masse teori om alt dette og meget mere på et, for mit skoleengelsk, fuldstændigt uforståeligt skotsk. Det lød som en meget gammel vestjyde, der talte engelsk med munden fuld – så teorien var lidt svær. Samtidigt syntes alle instruktørerne, at det var sjovt med en doktor som kursist – især til førstehjælp. Så der var meget snak og grin af mit forståelsesniveau af det skotske.

Efter en masse førstehjælp, vandøvelser med redningsveste, hoppen i og kravlen op i redningsflåder endte vi med redningsøvelser ved helikopterstyrt. Fastspændt i en helikopterattrap sænkes man lynhurtigt dybt under vand, helikopteren fyldes totalt med vand og på 5 sekunder vender den 180 grader rundt, så man hænger med hovedet nedad – fastspændt under vand!! Så gælder det jo om hurtigt at få sparket ruden ud, få sig løsgjort fra sikkerhedsselen og komme ud af vinduet og op til overfladen. Der er det så, at man tænker “hvad fa…. laver du egentlig her!?”

Med på kurset var 2 andre Mærsk folk – et par skægge og søde unge mennesker – og det gjorde det skægt. Især aftenerne blev jo hyggelige med god mad og vin.

Torsdag gik det via Amsterdam til Singapore uden problemer. Blev helt ude ved flyet afhentet af en agent, der gelejdede mig uden om alt, og 10 minutter efter landing var jeg igennem immigration og told og paa vej i taxa til værftet, hvor Mærsk har en hel bygning med kontorer. Videre til kajen og ud til riggen. Her blev jeg installeret (som een af de få – og heldigvis) i eneværelse med eget bad – meget lækkert!

Vi er nu i gang med at lave seefarers book, en blå bog som alle på danske skibe skal have. Det er en lægeundersøgelse – relativt simpel, men med 250-300 mand, der skiftes til at være ombord, bliver det jo til noget.

Det daglige lægearbejde passes af 2 medics (paramedicinere) – de er 4, som skiftes, og de er alle fra Australien. Vi har på 4 dage haft 7 patienter; alle med mikro ting: Splint i finger, støv i øjet, udslæt på en arm. Naar attesterne er færdige, så er det godt at have bøger med!!

Her er kondirum, bederum, bordtennis, dart, biograf, en del computere, der bare kan lånes og paa øverste etage trådløst internet til egen laptop – men altså ikke på rummet.

Det er en kæmpe rig, som måler cirka 100 m x 100 m og er vel med hoveddækket i 5. sals højde. Her er der i den ene side en stor bygning med 3 dæk under og yderligere 3 dæk over. Og så er der jo et kæmpe boretårn, kraner og en masse andet; blandt andet et stort helikopterdæk i det ene hjørne.

Dagene skrider stille frem. Jeg er nu – bortset fra 5 personer – færdig med alle lægeundersøgelserne. Hver onsdag er der vist skift af personale; cirka 20 rejser og omkring 20 andre kommer ind. Så bliver der lidt at lave igen. I sidste uge har der været gang i små 30 attester per dag, og da de tager 15 minutter hver, bliver det jo til en arbejdsdag. – Men nu har jeg intet at lave arbejdsmæssigt. I dag havde mine 2 medics 2 patienter til deling. En til BT-kontrol og en med verdens mindste flænge på en hånd, der end ikke kunne limes!

Flemming Ahlstrøm, 2. rejsebrev

Kære alle.

– En lille hilsen fra Doc på riggen, hvor der er vild aktivitet. Afsejlingen er nu fastsat til den 7. tidlig morgen, hvor lodsen vil komme ombord og 4 slæbebåde er planlagt til at få os ud mellem de utallige skibe, der ligger omkring Singapore. De planlagte deepsea trails er så speedet op, saa de forhåbentlig kan klares på 2 uger i stedet for de beregnede 3 uger.

Alle glæder sig til at komme afsted. Hele vores trappetårn er blevet fjernet – 8 stålsektioner ovenpå hinanden med 15 trin på hver – så nu er der bare en lodret jernlejder med et stålskelet omkring til at kravle op og ned af + kraner og helikopter – man kan jo bare håbe på at skulle flyves herfra!!!

Mange kram og hilsener herudefra
Flemming